Menu
 Forsiden
 Medlemsskab
 Regler og tips
   Backgammonregler
   Bilag 2009
   Holdturneringsregler
   Pokalturneringsregler
   Turneringsregler
   Monrad vejledning
   Ordlisten
   Regelfortolkninger
   Spillestrategi
   Åbningsslagene
 Debat
 Rating
 Holdturneringen
 Pokalturneringen
 Turneringer
 Historik
 Kampe
 Download
 Om DBgF
 Links
 Spil på nettet
 Turneringer
 DBgF klubber
 Software
 Forbund
 Info sider
 Link til DBgF
 Holdturneringsregler

Holdturneringsregler

Regler for Dansk Backgammon Forbunds holdturnering

Gyldige pr. 1. september 2007


1. Turneringsform og -struktur

1.1 Generelt

Dansk Backgammon Forbund (DBgF) afvikler hver sæson en landsdækkende turnering for klubhold.

Ved turneringens afslutning kåres Elitedivisionens bedste hold som sæsonens "Danmarksmester for Klubhold" .

En klub kan tilmelde flere hold til turneringen.

Turneringen tilrettelægges af DBgF's Turneringsudvalg.

1.2 Divisionsstrukturen

Holdturneringen består af en landsdækkende Elitedivision samt en Vest- og en Østregion.

Vestregionen omfatter alle hold vest for Storebælt. Vestregionen består af én 1. division samt - afhængig af antallet af tilmeldte hold - en eller flere 2. divisioner.

Østregionen består af alle hold øst for Storebælt. Østregionen består af én 1. division, to 2. divisioner, to 3. divisioner samt et antal serier, der igen kan være opdelt i flere niveauer.

1.3 Holdrangering

Ved sæsonstart placeres alle tilmeldte hold i overensstemmelse med deres rangering efter forrige sæson. Evt. ledige pladser (f.eks. i tilfælde, hvor hold fra forrige sæson ikke tilmelder sig igen) fordeles efter rangering i forrige sæson, evt. ved lod­trækning.

Nye hold placeres i nederste division/serie.

I Elitedivisionen kan hver klub kun være repræsenteret med ét hold.

Det er dog muligt for en klubs sekundære hold (dvs. 2., 3. etc. hold) at rykke op i Elitedivisionen. Det forudsætter dog følgende:

1) Den pågældende klub skal inden sæsonens start gøre opmærksom på, om deres sekundære hold (og i givet fald hvilke) er interes­seret i at spille med om oprykning.

2) I løbet af sæsonen må det pågældende sekundære hold og 1. holdet ikke dele spillere. Dvs. en spiller, som i løbet af sæsonen har optrådt på 1. holdet må ikke spille en eneste kamp for det sekundære hold. Sker dette alligevel mister det sekundære hold mulig­heden for at rykke op.

3) Hvis det sekundære hold sikrer sig oprykning - enten direkte eller via playoff - vil holdet automatisk blive omdannet til en selv­stændig klub den 1. maj i det år, oprykningen er sikret. Den selvstændige klub skal have egne vedtægter, formand, og repræsentation på landsrådet.

4) Den nye klub skal bevare sin geografiske tilknytning til det område, som "moderklubben" kommer fra.

Mht. ret til præmier, så skal det understreges at præmien for at vinde en række er gratis registrering til den følgende sæsons turnering. Dvs. hvis et sekundært hold, som ikke ønsker at rykke op (eller for den sags skyld et andet hold, der ikke ønsker at rykke op) vinder en af 1. divi­sion­er­ne så vinder holdet en gratis adgang til den følgende sæsons 1. division.

Når turneringen er afsluttet, er antallet af vundne enkeltmandskampe (jf. pkt. 3.2) afgørende for et holds endelige placering:

a) Det hold, som har vundet flest enkeltmandskampe, er vinder af divisionen/serien, efterfulgt det hold der har vundet næst­flest og så fremdeles.

b) Hvis to eller flere hold har vundet lige mange enkeltmandskampe, afgøres deres indbyrdes placering af antal hold­match­points. Der tildeles 2 matchpoints, hvis holdet har vundet 4 eller 3 enkeltmandskampe, 1 matchpoint hvis holdet har vundet 2 enkeltmandskampe, og 0 matchpoints, hvis holdet har vundet 1 eller 0 enkeltmandskampe.

c) Hvis der også er lighed i antal holdmatchpoints, afgøres holdenes indbyrdes placering af resultatet af de indbyrdes hold­kampe.

d) Hvis der også er lighed i resultatet af de indbyrdes holdkampe, afgøres placering ved omkamp. Turneringsudvalget be­stemmer formatet for omkampen.

1.4 Op- og nedrykning

De nærmere regler for op- og nedrykning efter hver sæson fastlægges af Turneringsudvalget og offentliggøres inden sæsonstart.

1.5 Rejsegodtgørelse

De nærmere regler for rejsegodtgørelse fastlægges af Turneringsudvalget og offentliggøres inden sæson­start.

Vedr. Play-off 1: TU fastsætter økonomisk udligning mellem de involverede hold, og denne meddelelse offentliggøres efter holdturneringens afslutning.

1.6 Præmier

De nærmere regler for præmierne i Holdturneringen fastlægges af Turneringsudvalget og offentliggøres inden sæsonstart.

2. Hold

2.1 Spillere

Der kræves minimum 4 spillere pr. hold. Dvs. en klub med 4-7 medlemmer kan tilmelde ét hold, en klub med 8-11 medlemmer ét eller to hold osv.

Alle spillere skal være medlem af klubben og medlem af DBgF og må ikke være i kontingentrestance.

2.2 Holdkaptajn

Klubben udpeger en holdkaptajn blandt holdets spillere for hvert hold klubben deltager med. En spiller kan kun være hold­kaptajn på ét hold.

Holdkaptajnen skal have telefon, mailadresse samt internetadgang.

2.3 Holdsammensætning

Hver klub skal ved tilmeldingen til turneringen angive navn og medlemsnummer på samtlige spillere, der indgår i klubbens bruttotrup.

Hvis en klub deltager med flere hold i turneringen, kan den gøre brug af samtlige spillere på de enkelte hold efter følgende be­stemmelser:

Når en spiller har spillet 5 kampe for et hold eller højere rangerende hold, kan den pågældende spiller i resten af sæsonen kun spille på det pågældende eller højere rangerende hold (dvs. en spiller, der har spillet 5 kampe for klubbens første­hold i resten af sæsonen kun kan spille for førsteholdet, mens en spiller, der har spillet 4 kampe for klubbens andethold og én for førsteholdet, kun kan spille på andet- eller førsteholdet resten af sæsonen osv.). "Klub" I anses for højere rangerende end "Klub" II, III osv., også selv om begge hold spiller i samme række.

2.4 Holdnavn og -rangering

Holdets navn skal være identisk med klubbens, evt. i forkortet form. Navnet skal dog opfylde følgende:

a) Navnet skal være lødigt

b) Navnet må ikke bestå af mere end 3 ord

c) Navnet må ikke være på mere end 30 tegn

d) Klubber med flere hold, jf. pkt. 2.3, skal navngive alle klubbens hold med klubnavn og holdnumre, således at klub­bens højest rangerende hold er klubbens førstehold, det næsthøjest rangerende er klubbens andethold osv.

En klub kan kun skifte navn mellem to sæsoner. Turneringsudvalget kan dog til enhver tid bede en klub skifte navn, hvis det finder særlig anledning hertil.

2.5 Klub- eller holdskifte

En klub kan optage nye spillere i løbet af sæsonen. Hvis en ny spiller har spillet for en anden klub i samme sæson, har spilleren 4 kampes karantæne i den nye. Karantænen regnes fra det tidspunkt, hvor DBgF har modtaget skriftlig meddelelse om, at spilleren har forladt den gamle klub.

Dette gælder også ved skifte til lavere rangerende klubhold, såfremt spilleren skulle være spærret jvf. § 2.3.

Hvis en spiller ønsker at forlade en klub i løbet af sæsonen, skal dette meddeles skriftligt til DBgF. Spillerens udtræden gælder fra det tidspunkt, hvor DBgF har modtaget meddelelsen.

Hold, der efter turneringen skal spille om op- eller nedrykning (playoff), kan ikke supplere med nye spillere. Sidste chance for at optage nye spillere er inden sidste spillerunde i den ordinære turnering. Spillere, der jf. pkt. 2.3 er spærrede, kan heller ikke an­vendes i playoff kampe.

2.6 Hjemmebane

Hvert hold bestemmer selv sin hjemmebane. Hjemmebanen kan være på en privat adresse, på en café, i et klublokale eller lignende.

Et hold kan kun skifte hjemmebane i løbet af turneringen med Turneringsudvalgets godkendelse.

Hjemmebanen skal opfylde følgende krav:

a) Der skal være mulighed for at spille indtil kl. 24.00.

b) Der skal være ordentlige møbler og lysforhold.

c) Kampene skal kunne afvikles under sportsligt forsvarlige vilkår i øvrigt.

Hvis flere hold deler hjemmebane, skal der være plads til, at alle holdene kan afvikle hjemmekampe samtidig med mindre Turnerings­udvalget på forhånd har godkendt at fordele ude- og hjemmebanekampene blandt holdene i forbindelse med tur­nerings­planlægningen. Ansøgning om dette skal indsendes senest i forbindelse med tilmelding af holdene.

3. Holdkampe

3.1 Afvikling af en holdkamp

En holdkamp afvikles som 4 enkeltmandskampe. Kamplængden er fastsat til 17 points.

De 4 enkeltmandskampe afvikles i overensstemmelse med DBgF's officielle regler.

Der kan i Elitedivisionen samt i 1. og 2. divisionerne benyttes spilleur (skakur), hvis blot én af de to spillere ønsker det. For så vidt angår de nærmere regler for brug af spilleur henvises til DBgF's standardregler om brug af ur.

3.2 Pointgivning

De to hold tildeles points i overensstemmelse med antallet af vundne enkeltmandskampe. Hvis holdkampen f.eks. er endt 4-0 til­deles det vindende hold 4 points og det tabende 0. Hvis kampen er endt uafgjort 2-2, tildeles begge hold 2 points.

Hvis begge hold mangler en spiller, spilles der kun om 3 points.

3.3 Tid og sted

Spilletidspunkt er torsdag kl. 19.30 medmindre andet er angivet i turneringsprogrammet. Holdkampen spilles på hjemme­holdets hjemmebane. Hvilket hold, der har hjemmebane, fremgår af programmet.

På grund af de geografiske afstande kan kampe afvikles i weekender, hvor flere hold møder hinanden på ét spillested.

3.4 Flytning af en kamp og force majeure

En holdkamp kan kun flyttes, hvis begge hold er enige om det eller i tilfælde af force majeure.

Hvis holdkampen ønskes flyttet til et senere tidspunkt end angivet i turneringsprogrammet, skal dette godkendes af Turnerings­udvalget. Anmodning herom skal være udvalget i hænde senest én uge inden det programsatte tidspunkt. Flyttes kampen til et tid­ligere tidspunkt end det programsatte, er det ikke nødvendigt at informere Turneringsudvalget.

Alle 4 enkeltmandskampe skal afvikles samtidig.

I tilfælde af force majeure, f.eks. hvis spillestedet pludseligt er lukket, påhviler det hjemmeholdet at kontakte udeholdets kap­tajn for at meddele nyt spillested eller afvente udeholdets ankomst ved hjemmebanen for derefter sammen at begive sig til et nyt spillested.

3.5 Holdopstilling og matchprotokol

Inden holdkampen kan begynde, skal begge hold udfylde en matchprotokol med navn og medlemsnummer på holdets 4 spillere.

Spillerne må først skrives på protokollen, når de er til stede på spillestedet. Spillerne skal skrives på matchprotokollen start­ende med bræt 1, dernæst bræt 2 osv. Hvis et hold f.eks. kun er mødt med 2 spillere ved det programsatte starttidspunkt, skal disse skrives på bræt 1 og 2. Senere ankomne spillere påføres på bræt 3 og 4.

Udfyldelsen af matchprotokollen skal ske åbent. Det foregår på følgende måde:

Udeholdets kaptajn udfylder åbent højre halvdel af matchprotokollen. Derefter udfylder hjemmeholdet venstre halvdel af protokollen. Senest på det programsatte starttidspunkt udfylder udeholdet matchprotokollen i prioriteret rækkefølge, således at spilleren på 4. brættet sidder over, hvis hjemmeholdet kun stiller med 3 spillere.

For playoffs og slutspil: Hjemmeholdets kaptajn udfylder - skjult fra andre end sit hold - venstre halvdel af matchprotokollen. Derefter foldes matchprotokollen, og udeholdet udfylder nu på tilsvarende vis højre halvdel af protokollen.

Når holdkampen er afviklet, udfyldes protokollen med resultaterne af de afviklede enkeltmandskampe, holdkampens samlede re­sultat påføres og protokollen underskrives af de to holdkaptajner eller disses stedfortrædere.

Holdkaptajnerne er ansvarlige for hver sin del af matchprotokollen, dvs. at navne og medlemsnumre på de benyttede spillere er kor­rekte. Hjemmeholdets kaptajn er desuden ansvarlig for korrekte oplysninger om dato, spillested og division/serie.

Hvis der er fejl eller mangler i oplysningerne i protokollen kan den pågældende klub idømmes bøde eller holdet kan fratages points.

Hjemmeholdet er ansvarlig for at sende eller telefaxe matchprotokollen til DBgF senest 24 timer efter holdkampens afvikling. For sen eller manglende indsendelse kan resultere i bøde eller fratagelse af points.

3.6 Udeblivelse og strafpoints

Hvis en spiller ikke er spilleklar (dvs. til stede på det anviste spillested og -tidspunkt og er klar til at påbegynde spillet), vil han/hun blive idømt strafpoint i henhold til de gældende Turneringsregler 2.2.4.
Med normal spillestart kl. 19.30 betyder det, at kampen for den fraværende spiller er tabt kl. 20.15.

3.7 Pauser

I løbet af en enkeltmandskamp til 17 points har hver spiller ret til tre pauser på højst 5 minutter.

En pause har en varighed af 5 minutter. Når en spiller meddeler ønske om en pause, har begge spillere ret til pause. Ingen spiller kan kræve, at den anden igen er klar til spil, førend den fulde pause er gået. Flere pauser kan holdes i forlængelse. Dette gøres enten ved at den ene spiller anvender flere af sine pauser, eller ved at spillerne kombinerer deres pauser. Enhver situa­tion, hvor spilleren forlader brættet, medmindre dette er en nødvendig del af spillet, er at opfatte som en pause. Pauserne skal ligge mellem partierne, medmindre spillerne bliver enige om noget andet.

3.8 Rygning

Hvis der er forbud mod at ryge på spillestedet, skal dette respekteres.

Hvis der på spillestedet findes ikke-ryger-lokale, skal kampen afvikles dér, hvis bare én af spillerne ønsker det.

Hvis kampen afvikles i et lokale hvor der må ryges, er der ikke-ryger præference ved brættet. Det betyder, at spillere kun må ryge hvis modstanderen giver sin tilladelse hertil.

3.9 Udstyr

Hjemmeholdet er ansvarlig for, at det nødvendige udstyr for at afvikle kampen er til stede.

Der skal således forefindes:

1) En matchprotokol

2) 8 scorecards og kuglepenne/blyanter

3) 4 komplette backgammonspil (hvert spil skal bestå af bræt, to bægre, 4 terninger, to gange 15 brikker og 1 dobbel­terning).

Hvis udeholdet medbringer spil, kan der også spilles på disse.

Backgammonspillene skal være minimum 44 cm x 55 cm og maksimalt 66 cm x 88 cm.

Hjemmeholdet skal endvidere sørge for, at der på spillestedet findes et eksemplar af DBgF's officielle Regler og Vejledning samt et eksemplar af DBgF's Holdturneringsregler.

I tilfælde af at kampen afvikles på neutral bane, medbringer hvert hold to komplette backgammonspil m.v.

4. Udelukkelse og straf

Hvis et hold møder op med <4 spillere til en kamp vil det blive idømt bøder efter følgende model:

3 spillere i Elitedivisionen: 1. gang 250 kr., øvrige gange 500 kr.

3 spillere i resten af divisionerne: 3. og efterfølgende gange 100 kr.

2 eller færre spillere i Elitedivisionen: 1000 kr. pr. gang.

2 eller færre spillere i resten af divisionerne: 500 kr. pr. gang.

Hvis et hold savner lovligt forfald kan det endvidere blive udelukket fra turneringen for resten af sæsonen. Ved udelukkelse mister holdet enhver præmie, det ellers måtte være berettiget til.

Klubben hæfter for bøder m.v., der måtte tildeles holdet.

Hvis et hold stiller med kun 3 spillere 3 gange i løbet af turneringen, sidestilles dette med, at holdet er udeblevet fra en kamp uden lovligt forfald, og holdet kan idømmes en straf i overensstemmelse hermed - dvs. bøde og evt. udelukkelse for resten af sæ­sonen.

Hvis et hold bliver udelukket fra turneringen, inden det har mødt alle øvrige hold én gang, vil alle dets kampe blive slettet. Bliver et hold udelukket efter, at det har mødt alle øvrige hold én gang, bliver alle holdets kampe fra anden halvdel af tur­neringen annulleret, mens resultaterne fra første halvdel forbliver uændrede.

Turneringsudvalget beslutter, om et hold, der er udelukket, kan deltage i følgende års turneringer og i givet fald i hvilken division/serie.

Hvis en enkelt spiller optræder usportsligt eller på anden vis er til skade for turneringen, kan den pågældende spiller idømmes personlig karantæne fra turneringen. I alvorlige tilfælde kan Turneringsudvalget endvidere indstille til Bestyrelsen eller Ordens- og Amatørudvalget, at spilleren bør idømmes yderligere sanktioner.

5. Tvister og protester

Protester skal, for at kunne behandles, indgives til Turneringsudvalget senest 48 timer efter holdkampen er færdigspillet.

6. Turneringsudvalget

6.1 Sammensætning

DBgF's Turneringsudvalg består af et antal medlemmer, der udpeges af DBgF's Bestyrelse. Mindst ét af medlemmerne i Turnering­sudvalget skal være medlem af Bestyrelsen.

6.2 Kompetence

Turneringsudvalget tilrettelægger turneringen, fastlægger regler for op- og nedrykning, træffer beslutning om bøder og ude­lukkelse samt afgør tvister og protester.

Turneringsudvalgets afgørelser kan ikke appelleres.

Turneringsudvalget kan kontaktes på info@dbgf.dk eller gennem:

Dansk Backgammon Forbunds sekretariat
Postboks 32
2860 Søborg
Telefon: 33 36 36 01
Fax: 70 14 12 04.


 Copyright © Dansk Backgammon Forbund 2001-2009 Kontakt Dansk Backgammon Forbund info@dbgf.dk Til sidens top  Til sidens top