Nyheder

Efter en lang dag er playoff 2020 afgjort

16-06-2020

Kort proces og neglebidende afgørelser. Lørdag den 13. juni havde det hele, da de sidste oprykningspladser til næste års holdturnering skulle besættes.

I PO1 mødtes Hatten og 13. Brigade om en plads i elitedivisionen. Der blev spillet ordinær kamp  til 17 point. Endte den uafgjort, skulle der have været spillet en omkamp for 3-mandshold, ligeledes til 17 point. Men det var ikke nødvendigt. Hatten trak sig sejrrigt ud af kampen med en 3-1 sejr og er tilbage i Elitedivisionen, mens 13. Brigade må ned i 1. division, som ser ud til at blive en af de stærkest besatte 1. divsioner nogensinde.

I PO3 spillede 4 hold om 2 pladser i 2. division. Absalon V lagde sig i spidsen fra start og blev der dagen igennem. Til det sidste var der spænding om den anden oprykningsplads. Familien Nemesis II trak det længste strå ved i sidste runde at besejre Absalon V, mens Vesterbro II og Absalon III spillede uafgjort i det indbyrdes opgør. Summa summarunm: Absalon V og Nemesis II er næste år at finde i 2. division, mens Absalon III og Vesterbro II må søge lykken i 3. division.

I Ringsted, hvor PO2 blev afviklet, blev dagen lang og spændende. Der blev kæmpet om én plads i 1. division og efter 3 runder havde både Mama Boyz II og Vesterbro vundet én kamp hver med 4-0 og spillet 2 uafgjorte. Dermed var det afgjort, at Lykkeridderne og FirstMovers II også næste år spiller i 2. division. Men hvem skulle have 1. pladsen? Der måtte omkamp til, og selvom det var sent, blev der spillet en kamp for 3-mandshold til 17 point. Først sidst på aftenen blev det afgjort, da Mama Boyz II vandt opgøret med 2-1 over et tappert kæmpende Vesterbrohold, der må vente endnu et år på at rykke op i 1. division.

Tak til arrangørerne for at stille spillesteder til rådighed og for at sørge for, at kampene kunne afvikles under gode forhold.

På TU's vegne, Jens Chr. Pedersen

DBgF.dk – Backgammon.dk – Dansk Backgammon Forbund